• sidsejonsson

Om tidlig traumatisering og kompleks PTSD

De tidlige traumer kan efterlade spor af forstyrrelser i personligheden, som på mange måder er anderledes end det der viser sig ved det mere normale neuroser. Ved de normale neuroser, kan det psykiske materiale der er splittet fra, men forholdsvis lethed integreres igen når der opnås bevidsthed om de fraspaltede dele. Psyken er åben for integration.

Ved de tidlige traumer, er de fraspalte elementer fremmede og har aldrig hørt hjemme før, og integrationen af disse, er kompleks og svær. Man kan sige at det er en psykologi af splitning via dissocieringer, projektiv identifikation. Dele af psyken overlever som dele uden kontaktbarhed med hinanden, hvilket er psykens forsøg på at bevare personens selv/essens intakt. I en jungiansk forståelsesramme vil psyken hos neurotikeren påvirkes af den personlige skygge - ved de tidlige traumer vil påvirkningen være fra de kollektive arketyper med den stærkere kraft der overtager personens jeg. Det ubevidste- og drømmematerialet vil hos neurotikerne kompensere, hos den tidlige traumatisere kan dette angribe selvet.

Dannelsen af disse mønstre kan typisk ikke huskes - de sker før jeg dannelsen, da jeget udviklingsmæssigt først sker senere. Som barn og voksen vil personen opleve at blive overstrømmet af affekter, som er kraftfulde og overvældende og ikke svarer på den udløsende situation i intensitet. Det kan være angst, vrede, depression, men også pludselig dissociation med følelse af dødhed og stivnen, kollapstilstande, selvdestruktive mønstre som afhængighed, som tager magten. Det betyder at selvet/essensen trues med udslettelse - psyken selvangriber. De nære relationer kan være svære - heriblandt den terapeutiske relation hvor klienten både skal rumme at være i en nær relation på den ene side, og en professionel situation på den anden side.

Det brud der er sket tidligt, er ubærlig for personen - dvs. det er for stor en påvirkning for psyke og krop at bearbejde. For meget for hurtigt for tidligt. Affekternes kraftfuldhed kompenseres for, ved at disse splittes væk i dissociering, repetitive mønstre, og/eller lægges i kroppen, hvor de senere i livet vil give psykosomatiske symptomer. Dette sker især når barnet ikke har nogen der kan spejle, hjælpe med at sætte ord på, og når de møder voksnes nervesystemer der ikke er i stand til at “holde” spændingen fra barnets nervesystem. Mønsteret fører også til at personen får et negativt selvforhold, selvdestruere handlinger, følelse af forkerthed, toksisk skam. Forholdet til verden formes også heraf når personen er tager af det gamle traume. Kan jeg høre til her? Er jeg usynlig i verden? Er jeg så forkert at jeg ikke fortjener at være en del af verden, måske endda udstødes af den som en urenhed. Det kan opleves som at det er noget fremmed der overtager psyken.

I det terapeutiske forløb, som i de private intime relationer, kan der optræde en dynamik, hvor åbningen følges af en lukning. Det kan fx være at der efter en session, eller et møde med et andet menneske med forbundet kontakt og selv-empati (dvs en tilknytning der er farlig for den tidligt sårede) kan følge en drøm hvor klienten angribes af mørke kræfter, kroppen blive syg, en afhængighed tager igen magten.


Kilder:

Donald Kalsched "Trauma and the soul" & "The inner world of trauma"




6 visninger0 kommentarer